Den økonomiske udfordring
Monday, 02 November 2009 14:08

Frederikssund kommune har en kæmpe udfordring med at sikre et godt økonomisk fundament fremover. Et klassisk svar er besparelser. Men, der findes også andre svar, som jeg kommer ind på i dette indlæg.

Den økonomiske udfordring


En af de væsentligste opgaver for det kommende byråd vil være at sikre, at Frederikssund gennemgår en positiv udvikling på det økonomiske område. Radikale Venstre vil arbejde for dette på flere måder.


Vi vil:

  • Imødegå ressource- og opgaveglidningen fra normalområderne til specialområderne ved at sikre, at kompetencerne til at håndtere de ”specielle krav” i højere grad er til stede hos dem, der varetager de ”normale” opgaver, fx gennem efter/videreuddannelse og ved at give lov til, mulighed for, og tilstrækkelige ressourcer til at bruge disse kompetencer.
  • Sikre et bedre beskatningsgrundlag, bl.a. ved at etablere rammerne for, at højtlønsvirksomheder slår sig ned i Frederikssund, herunder særligt green-tech virksomheder, som der i forvejen er mange af i Frederikssund.
  • Forsætte arbejdet for afbureaukratisering, hvor tilliden til personalets faglighed og evne til at løse deres opgaver, skal erstatte overflødige og tunge kontrolprocesser. Ud med kontrol og ind med kompetencer.
  • Sikre at den nyeste og bedste teknologi/it-teknologi anvendes på den mest rationelle måde, for både at spare materielle og menneskelige ressourcer. Det gælder alt fra forvaltning over borgernes og virksomhedernes selvbetjening til ældrepleje, hvor der fx kan anvendes teknologi der mindsker fysisk belastning.

Kommunens personale udgør næsten 4500 ansatte og er naturligvis kommunens vigtigste ressource, når det handler om opgaveløsningen og den oplevelse borgeren har. Det handler ikke bare om, hvor mange der er, men også om deres kvalifikationer og hvordan de er organiseret og spiller sammen indbyrdes. Vi mener, at det er meget vigtigt at investere i kompetenceudvikling generelt og lederudvikling specifikt. God ledelse giver rum til, at de ansatte kan udnytte deres faglighed og anvende deres kompetencer optimalt i forhold til borgeren. Dette giver resultat i form af bedre service for færre penge.


Fordelingen mellem arbejde af administrativ karakter og fx sagsbehandling skal optimeres. Der har været en tendens i den offentlige forvaltning til at skubbe administrative opgaver ud i de yderste led, måske for at få det til at se ud som om man har mindre administration, men i realiteten betyder det blot, at fx mange dygtige pædagoger bruger unødvendigt meget tid på administrative opgaver. Denne fordeling skal ændres, således at ansatte med administrative kompetencer skal arbejde med dette, mens ansatte, der beskæftiger sig med fx sagsbehandling eller borgernær service, ikke skal belastes med administration i unødigt omfang. Man bliver nødt til at erkende, at administration er et væsentligt element for at få tingene til at hænge sammen, ikke forsøge at gemme det væk ved at skubbe det væk fra centraladministrationen.


Radikale Venstre er klar til at yde vores indsats for at sikre Frederikssund Kommune et bedre økonomisk fundament.

 
VIljen - modet - evnen
Monday, 02 November 2009 13:49

Jeg lagde nedenstående på min blog på Frederikssund Avis forleden, men glemte at poste den her. Bedre sent end aldrig.

Viljen – modet – evnen

Radikale Venstre går til valg under sloganet:

  • Viljen til udvikling
  • Modet til forandring
  • Evnen til samarbejde

Og, det siger faktisk en hel del om vores indstilling til politikken i Frederikssund kommune.

Vi mener at det er utroligt vigtigt at kommunen udvikler sig. Det gælder både som arbejdsplads, men først og fremmest i forhold til de tilbud kommunen har til borgerne. Det er vigtigt at vi konstant udviklder tilbuddene, både så de passer til vores borgere, men også så vi er på forkant med den udvikling omverdenen gennemgår – f.eks. på ældreområdet, hvor vi både skal tilpasse os at der bliver flere ældre, men også at der bliver færre og færre på arbejdsmarkedet, og endda på længere sigt, færre og færre der kan passe de ældre.


Dette står i kontrast til de partier, eller måske snarere de byrådspolitikere, der basalt set er meget bevarende i deres indstilling til hvordan kommunen skal være. De ønsker basalt set ikke at noget skal forandres. Hvor vi ønsker at være aktive i vores svar på udviklingen i omverdenen, ønsker de at være reaktive, dvs. reagere, når ingen andre muligheder er til stede.


For, det er nemlig sådan, at vi ingen udvikling får, uden forandring. Og rigtigt mange politikere er bange for forandring. Forandring fryder nemlig ikke deres vælgere. Derfor er det vigtigt for os at understrege at vi har modet til forandringen.


Endelig er der samarbejdet. Vi har demonstreret adskillige gange i byrådet at vi er i stand til at indgå i de brede samarbejder. Vi er forhandlingsvillige, og parate til at indgå kompromisser der peger i den retning vi ønsker. Enkelte gange har vi da holdt stejlt på vores holdninger – men det har været situationer hvor alternativet har gået i den stik modsatte retning af det vi opfatter som et ansvarligt svar på kommunens udfordringer. Det skal man jo – men vi mener selv at vi overordnet har været og er gode til samarbejde. Og, generelt skabes resulateter jo igennem samarbejder.


Alt i alt er det et slogan vi mener vi både har levet op til, og som vi lover at leve op til fremover. På den måde kan du være sikker på at Radikale Venstre også fremover vil levere resultater.

 
Rummeligheden skal øges
Thursday, 22 October 2009 14:33

Det er efter min mening et voldsomt problem at ressourcerne flytter sig fra normalområdet til specialområdet. Nedenstående er en kommentar til det, som jeg har sendt til de lokale trykte medier i dag. Det skal ikke opfattes som at jeg ønsker at nedlægge specialtilbud for dem der virkeligt har behov for dem. Det er istedet et forsøg på at åbne en diskussion om hvorvidt vi kan rumme lidt flere af "grænsetilfældende" i normalområdet. Jeg mener at det bliver vi simpelthen nødt til, ellers udvander vi på langt sigt fuldkommen normalområdet. Der var ikke plads til at nuancere dette i selv indlægget, som ikke må være mere end 200 ord pt.

Rummeligheden skal øges

"Kommunerne har aldrig haft flere penge" lyder det. Borgerne synes servicen bliver ringere og ringere. Besparelser overalt. Hvordan hænger det sammen?

En årsag er at kommunerne tilbyder - og skal tilbyde - flere og flere specialtilbud. F.eks. diagnosticeres flere børn med lidelser/problemer der kræver særlig omsorg. En omsorg der ofte bliver ydet i et dyrt specialtilbud.

Der skal ikke herske tvivl om at børn skal have den omsorg, undervisning osv. der skal til for at de bedst kan udvikle sig og realisere deres potentialer!

Men fordi kommunernes rammer er meget faste, bliver vi nødt til at overveje om den rette omsorg i flere tilfælde kan gives uden dyre specialtilbud? Vi har brug for mere rummelighed i mange af kommunens tilbud. Vi skal målrettet bruge inklusion, således at vi kan sikre at de lidt "skæve" børn kan blive i normaltilbuddene. Vi er allerede igang, med LP modellen, men vi skal endnu længere.

Det er krævende for alle. Det kræver uddannelse og flere ressourcer i normaltilbuddene. Det kræver at forældrene - og ikke kun de "skæve" børns forældre - tager ansvar for fællesskabet, til gavn for alle.

Det er en udfordring jeg vil tage op i det nye byråd.

 
Afbureaukratiseringen i gang
Tuesday, 20 October 2009 07:21

Kort indlæg som respons på læserindlæg i amtavisen i dag.

Afbureaukratiseringen i gang

Susanne Bettina Jørgensen (S) efterlyser afbureaukratisering i Frederikssund kommune. Den er heldigvis igang!

Som en del af budgetforliget, fik Radikale Venstre indføjet et afsnit om netop dette, baseret på værdibaseret ledelse. Radikale Venstre har i flere år arbejdet for dette, som hovedregel under navnet "tillidsreform". Det er nu en del af ledelsesgrundlaget i Frederikssund kommune.

Men, det er naturligvis ikke gjort med at slå ud med armene og sige afbureaukratisering. Ironisk nok kan en afbureaukratisering risikere at blive en ret bureaukratisk proces. Det er derfor vigtigt at der bliver fulgt op på aftalen, så vi sikrer at målene nås; større arbejdsglæde, mindre bureaukrati, og bedre service til borgerne.

Den borgerlige regering er efter en årrække med indførelse af regel på regel ved at vågne op, og har f.eks. åbnet mulighed for at man kan udfordre lovbundne regler om bureaukrati. I Frederikssund har vi foreløbig ihvertfald udfordret kravet om obligatorisk elevplaner i folkeskolen. Men, vi skal bruge udfordringsretten langt mere på en række områder.

Vi ser i Radikale Venstre meget frem til at følge aftalen til dørs og vi vil arbejde hårdt for at målene nås i den næste byrådsperiode.

 
<< Start < Prev 1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 Next > End >>