| Fleksibel børnepasning? Hvad med kvaliteten i pasningen? |
|
|
|
| Wednesday, 28 September 2005 22:16 | |||
|
Dette læserbrev handler om fleksibilitet eller kvalitet i
daginstitutionerne i Frederikssund kommune. Det er en reaktion på
Anne-Mette Worchs indlæg fra d. 13. september i Frederikssund Avis og det blev bragt i Frederikssund Avis d. 4. oktober. Fleksibel børnepasning? Hvad med kvaliteten i pasningen? Anne-Mette Worch (V) skriver d. 13. september i Frederikssund Avis om at Venstre vil sætte fokus på børnefamiliernes behov og ønsker om mere fleksible pasningstilbud. Hun beskriver en situation hvor familierne skal kunne vælge imellem forskellige pasningsmoduler, f.eks. 25, 35 eller 45 timer ugentligt - med mulighed for tillægsmodul på 5 timer, hvis der er behov for det. Indlægget giver anledning til en del undren hos undertegnede. F.eks. kan man jo let regne ud at 45 + 5 er 50 timer. Den institution jeg sender mine børn i har åbent 52.5 timer om ugen -- skal jeg fremover "købe en fuld pakke med tillægsmodul" for at bevare den fleksibilitet jeg idag tager som en selvfølge inden for denne åbningstid? Alternativt, hvis jeg skal have mere fleksibilitet, så skal den effektive åbningstid vel sættes en del op? Hvor skal ressourcerne til denne øgede åbningstid komme fra? Forventer Anne-Mette Worch at de kan komme ved at reducere personalebemandingen i ydertiderne, eller hvordan skal indlægget forstås? Skal der nu møde f.eks. "fuld" bemanding ind i perioden 9-15 og være bemandet med en enlig pædagog f.eks. fra 5-9 og 15-19, eller hvad er forestillingen? Der er jo altså grænser for hvor tyndt man kan skrabe smørret -- og den grænse er vi vist allerede tæt på at have nået. Et forslag om fleksibilitet bør tage udgangspunkt i en egentlig analyse af behovet. Jeg kunne godt have Anne-Mette Worch mistænkt for at fremsætte sit forslag ud fra en ideologisk tanke om det frie valg. Når man læser den evaluering forældrebestyrelserne i (lille) Frederikssund har udarbejdet og offentliggjort i maj 2005 virker det ikke som om fleksibilitet er noget der efterlyses i større grad. Umiddelbart ser det ud som om at fleksibilitetsbehovet kan klares ved at udvide åbningstiderne så de svarer til det de var primo 2004. Derimod efterlyses der i høj grad personale til at tage sig af børnene. Man har oplevet en nedgang i normeringerne og der angives som direkte årsag at personalet i institutionerne er blevet pålagt flere og flere administrative opgaver, uden at blive kompenseret ressourcemæssigt. Jeg kunne godt frygte at Anne-Mette Worchs fleksibilitet i praksis bliver endnu et tiltag der ender med at tage personaletid uden en tilsvarende kompensation, og at det bliver en ordning hvor eventuelle potentielle besparelser drukner i bureaukrati og administration -- ala minuttyraniet i ældreplejen. Altså endnu tyndere smør. Jeg så hellere at Anne-Mette Worch profilerede sig ved at love at hun ville tilføre de ressourcer der skal til for at løfte personalenormeringen til et niveau der svarer til den pris vi i Frederikssund området giver for pasning -- som jeg tidligere (26/1 2005 i Fjordbyerne) har skrevet om. Derved kunne hun samtidig imødekomme kritikken fremsat i forældrebestyrelsernes evaluering. Flere ressourcer til daginstutionerne vil jeg ihvertfald arbejde for i den kommende kommunalbestyrelse.
|



