|
Forleden dag havde Grethe Olsen et indlæg i Frederiksborg Amtsavis, som gjorde mig decideret vred. Jeg synes hun hykler voldsomt, og skriver dækningsløse checks ud. Hun hverken kan eller vil leve op til alle de mange ting hun skriver eller siger, ikke kun inden for skoleområdet, men i al almindelighed. Nedenstående indlæg, som jeg har sendt til Frederiksborg Amtsavis i dag, er et svar.
Grethe Olsen og SF hykler
Det er med dyb undren man læser Grethe Olsens (GF) indlæg i avisen forleden. GOs udsagn om skolernes værdi, har jo simpelthen intet at gøre med den politik GO fører i byrådet.
Et eksempel: "Skolen er den allervigtigste dannelsesinstitution overhovedet".
Jeg kunne ikke være mere enig. Og folkeskolen bliver endda vigtigere og vigtigere. Andelen der tager en ungdomsuddannelse falder, samtidig med at omverdenen uddanner sig mere og mere. Det er essentielt at folkeskolen ruster vores elever til det "forandringssamfund" de skal leve i, herunder evnen og lysten til livslang læring. Investeringer i skolen, investeringer i personalet, investeringer i eleverne, er investering i vores alle fremtid.
Men, der er bare det, at hvad GO siger, er ikke hvad GO gør! Til budgetforhandlingerne sidste år, nægtede GO så meget som at diskutere besparelser/rationaliseringer på biblioteksområdet. Der var det nemlig den vigtigeste dannelsesinstitution overhovedet for GO! GO indgik istedet forlig med S om et budget med store besparelser på skoleområdet, herunder en reduktion i holddelingstimer og reduktion i støtten til elever med dansk som andet sprog.
Det ligger lige for at spørge hvordan GO i oktober kan stemme for nedskæringer på skoleområdet, og så 4 måneder senere sige "Jeg tror ikke vores børns skolegang kan blive for dyr"? Svaret svæver i vinden.
Og udsagnet er naturligvis noget vrøvl. Alting kan blive for dyrt, når ressourcerne er begrænsede. GO ynder at tale om at hun (og SF) gerne vil tænke i helheder, men er der en helhed GO konsekvent ignorerer, så er det kommunens økonomi. Og, den tillader simpelthen ikke at vi har skolestrukturer der er meget dyrere end de kunne være. Økonomien skranter, blandt andet fordi man i årevis ikke har villet træffe de nødvendige, men mindre populære, beslutninger, og har "trådt varsomt" i en sådan grad at der for GOs vedkommende nok er tale om at træde vande.
Økonomien til side er der en række meget gode argumenter for at give mulighed for blandt andet at organisere lærere fagligt i teams og lade undervisningen af vores børn udfolde sig tværfagligt og projektorienteret i "store, lyse og moderne rum". Uanset at GO mener at den slags skal være forbeholdt biblioteker.
Frederikssund byråd har en rigtig god mulighed for at forandre skolestrukturen, således at skolernes rammer giver forbedrede muligher for at skolerne, og eleverne, kan udvikle sig. Men, ingen udvikling, uden forandring. Radikale Venstre ønsker udviklingen og accepterer forandringen.
|