|
Wednesday, 05 September 2007 14:23 |
|
I dagens udgave af Frederiksborg Amtsavis, er Connie Hedegaard ude med en besked om at kommunen stort set selv må sørge for at få ryddet affaldsdepotet op. Det mener jeg ikke kan være rigtigt, og har derfor sendt nedenstående til avisen.
Staten må til lommen Connie Hedegaard har ladet Frederiksværk-Hundested kommune forstå at man ikke skal regne med at staten vil betale for at få fjernet det 105 tons affaldsdepot, angiveligvis fordi det vil danne en præcedens for at "det offentlige jo sørger bare for at rydde op" og at ansvaret påhviler kommunen.
Udover det selvmodsigende i at det åbenbart ikke går at det offentlige, dvs staten rydder op, men at det er helt ok at det offentlige, dvs kommunen gør det, er der en række andre forhold der stikker i øjnene.
Udmeldingen om at ansvaret alene påhviler kommunen, underforstået at staten er meget flinke ved overhovedet at engagere sig, understreger at de forbehold Per Jensen tog ved byrådets behandling af delingsaftalen med amtet, var yderst relevante.
Som medejer af Det Danske Stålværk, har staten har en meget stor del af ansvaret for at depotet overhovedet ligger der. Connie Hedegaards udmelding om at depotet kan blive gjort permanent er meget overraskende, da vi jo for ganske nylig fik den melding fra miljøministeriet at depotet ikke kunne blive liggende. Uanset de tekniske muligheder bør staten sikre at der ryddes op og findes en ordentlig løsning, ikke en opgradering af en midlertidig ordning på dispensation til en permanent løsning. Det er uholdbart.
Connie Hedegaards frygt for at danne præcedens burde hun virkeligt kunne klare, ved at sikre at lovgivningen fremadrettet sikrer at situationer som denne ikke opstår. Hun er i en position hvor det er muligt. Men det kan ikke være rigtigt at Frederiksværks borgere skal bære ansvaret for "fortidens synder": forsømmelser og svigt hos virksomheder og myndigheder helt uden for deres kontrol. Staten må til lommen.
|