Mads Bondo Dydensborg
Budget 2007 PDF Print E-mail
Wednesday, 11 October 2006 12:36

Det er meget længe siden jeg har skrevet om et møde i Sammenlægningsudvalget, men naturligvis skal der skrives noget om vores budget. Det er desværre blevet en ret lang smøre, som også er blevet noget forsinket, da jeg ved en fejl ikke har fået publiceret denne tekst da jeg skrev den.

Read more...
 
Hvem sagde lukning? PDF Print E-mail
Thursday, 25 September 2008 20:23

Frederikssund står over for en kæmpe økonomisk udfordring. I lyset af dette skal diskussionen om budgetforslaget ses. Der er nogen der har interesse i at sætte budgettet i det værst tænkelige lys. Nedenstående indlæg, som jeg har sendt til Frederikssund Avis og Fjordbyerne, er en reaktion på dette. Det blev bragt i Frederikssund Avis d. 30/9, og ugen efter i Fjordbyerne.

Read more...
 
Har du sendt et høringssvar til byrådet PDF Print E-mail
Friday, 24 September 2010 07:25

Forslaget om at reducere undervisningen i folkeskolen med 7-9% kan stadig blive taget af bordet, men det kræver at vi alle sammen gør en indsats for at påvirke politikerne. En ting du kan gøre - meget nemt - er at indsende et høringssvar. Jeg har lavet en side der gør det nemt og hurtigt - den synes jeg du skal besøge. Jo flere der udtrykker deres utilfredshed, jo bedre.

 
"Vælgerne må jo være dumme" PDF Print E-mail
Thursday, 19 November 2009 14:15

“Vælgerne må jo være dumme”. Sådan var der en af de andre politikere i Frederikssund byråd der kom hen og sagde til mig, efter det stod klart at radikale venstre ikke ville komme ind i det nye byråd. “Det har du ikke fortjent”, “Det er jeg utroligt ked af”, “Det er en katastrofe”, og “Jeg beklager det dybt”, var andre ting der blev sagt til mig over en bred kam, fra alle politiske partier, fra næsten alle kandidater. Sågar fra den lokale presse!

Lad mig slå fast at vælgerne ikke er dumme! Demokratiet tager ikke fejl. Og demokratiet har talt, borgerne har talt og der var ikke nok der ville have os ind i Frederikssund Byråd i denne omgang. Det er jeg naturligvis rigtigt ked af.

Vi var forberedt på at det kunne gå sådan. På landsplan står Radikale Venstre ikke godt, og vi ved at det har en stor afsmittende effekt. Men derfor gjorde det alligevel ondt da det stod klart at vi ikke ville komme ind.

Selvom vi ikke kan bruge citaterne ovenfra til ret meget, luner det alligevel lidt: Fra de personer i Frederikssund som beskæftiger sig indgående med lokalpolitik, er der ved adskillige lejligheder udtrykt stor respekt for det politiske arbejde Radikale Venstre har udført i denne periode. Fra dem, hvor lokalpolitikken er hverdag, er der under hele valgkampen, og efter resultatet var kendt, kun kommet ros og respekt for vores arbejde og de resultater vi har opnået.

525 personer valgte at sætte deres kryds ved os. Heraf mere end 42% personligt ved mig. (Hvilket af de valgte personer iøvrigt kun overgås af Pia Adelsten (DF) med 45%). Er du en af dem, vil jeg meget gerne sige en stor tak til dig for din støtte, hvadenten den gik til mig, eller til partiet. Tusind tak!

Problemet er naturligvis alle dem vi ikke når til daglig. Her vil vi i Radikale Venstre lægge hovedet i blød frem mod det næste kommunalvalg (om fire år), for at finde ud hvordan vi i højere grad når de personer, hvis billede af Radikale Venstre præges mere af personfnidder og blokpolitik på Christiansborg, end den store indsats som vi har ydet, yder og vil yde i forhold til de lokale forhold. I forhold til vores folkeskole, daginstitutioner, ældrepleje, trafiksikkerhed, økonomi, udvikling, planlægning, osv, osv som reelt er de forhold der påvirker folks hverdag mest. Men som rigtigt mange ikke ser at der bliver arbejdet med.

Det er vores næste store opgave. Som altid, påtager vi os arbejdet. Vi er her også til næste valg.

Mads Bondo Dydensborg
Byrådsmedlem (lidt endnu) for Radikale Venstre i Frederikssund

 
En ny tid for Frederikssund Kommune? PDF Print E-mail
Thursday, 07 October 2010 07:26

Jeg skrev nedenstående i går. Det er så i mellemtiden blevet overhalet af at der er indgået forlig, hvor blandt andet timetallet bevares. Men, derfor vil jeg godt publisere det her alligevel.

Mens dette skrives, holder økonomiudvalget i Frederikssund møde om budgettet for næste år. Forhandlingssituationen er på mange måder meget anderledes end de tidligere år, med en stærk samlet borgerlig blok, der går til forhandlingerne med et omfattende og gennemarbejdet budgetforslag. Et budgetforslag der udfordrer S+SF på initiativet i forhold til kommunens udvikling. En situation der bør give anledning til glæde hos kommunens borgerlige vælgere - og håb hos dem af os der f.eks. ønsker forslaget om at timetallet skal reduceres, taget af bordet.

Udgangspunktet for forhandlingerne er naturligvis det forslag til budget, som økonomiudvalget sendte i høring for fire uger siden, og som byrådet behandlede for første gang for tre uger siden. Et budget der opfyldte en fælles målsætning i byrådet om at "forbedre driften" (spare) inden for overslagsårene med 90 millioner kroner. Men, siden dette forslag blev sendt ud, er der sket et par ting, der er forskellig fra "business as usual" i Frederikssund Kommune.

For det første er der i år indkommet 631(!) høringssvar til budgettet. Godt nok er mere end 480 indsendt af borgere i forbindelse med forslaget om nedskæringer på timetallet. Men, det efterlader alligevel 150 høringssvar til budgettet, hvilket er markant flere end f.eks. sidste år, hvor der var 64, og året før, hvor der var 100. Det gør indtryk, og det "tavse flertal" på f.eks. skoleområdet er kommet til orde.

For det andet, er den borgerlige blok (VKO) siden udsendelsen af det oprindelige budgetforslag kommet med et par meget markante udmeldinger om besparelser de ikke vil lægge stemmer til. Allerede til 1. behandlingen var det tydeligt at de Konservative havde til hensigt at arbejde på at undgå f.eks. timetalsnedskæringerne. Der var markante udmeldinger fra især de Konservatives Ole Søbæk, både til mødet og i den offentlige debat. Undervejs i høringsfasen er det blevet fulgt op af Venstres Anne-Mette Risgaard Schmidt, der kom med nogle udmeldinger på småbørnsområdet og angående timetallet, og endeligt formanden for Venstre i Frederikssund kommune, Mikkel Hessner, der kom med en klar udmelding omkring timetallet.

Det er bemærkelsesværdigt, at den borgerlige blok har haft den offentlige debat stort set for sig selv. De eneste udmeldinger der har været fra S/SF - som jeg har set - har været fra Tom Lysgaard, som er formand for Socialdemokraternes fællesledelse og det har hovedsageligt formet sig som en række angreb regeringen. Det kan meget vel være rigtigt at regeringen er skyld i alt, fra Frederikssund Kommunes overforbrug til forekomsten af fodsvamp i svømmehaller - men det er altså ikke særligt interessant, når budgettet i realiteten handler om prioriteringerne indenfor de rammer Frederikssund Kommune nu engang har.

Men, et er ord, noget andet er handling. Derfor er det særligt interessant, at den borgerlige blok går til forhandlingerne i dag, med et stærkt samlet forslag. Jeg har haft lejlighed til at se forslaget - og der er tale om et omfattende og gennemarbejdet forslag der indeholder en række meget interessante ændringer. En kort oversigt over højdepunkter følger:

Et antal besparelser stryges. Jeg glædes naturligvis over at forslaget om at skære på timetallet er taget af bordet. Men, flere af besparelserne på småbørnsområdet fjernes også. Samlet er der dog stadig tale om omfattende besparelser - kommunens økonomiske udfordringer forsvinder jo ikke med et slag. Men, det interessante er de ting som prioriteres op i budgetforslaget, og de forslag som peger i retning af en sundere økonomisk udvikling.

Der tilføres f.eks. ressourcer til en række områder der bliver ramt af besparelser, f.eks. personaleudvikling, øget kvalitet i klubtilbuddet for udviklingshæmmede og i de socialpsykiatriske væresteder, imødekommelse af deres transportudfordringer, og udviklingspuljer til niche- og eliteidræt. Og, som noget meget positivt, sættes der penge af til at igangsætte det arbejde på skoleområdet, som omtales i det berygtede "bilag 5". Et ellers fuldkommen ukonkret og ufinancieret papir. Her følger de borgerlige altså ideerne op med penge.

Er der så slet ikke noget der skal være mindre af, eller noget der giver penge til at dække hullet i kassen? Jo, naturligvis. De borgerlige henter nogle gamle forslag op af skuffen, men har også spændende nyt med. De gamle forslag er blandt andet mindre bibliotikarservice, men større tilgængelighed, på de decentrale biblioteker og licensbesparelser på software. Men, mest kontroversielt, en genoptagelse af skolestrukturdiskussionen, med forslag om at lukke, ikke kun Skuldelev og Ferslev skoler, men også Solbakkeskolen og Falkenborgskolen. Forslaget viser at der er økonomi i disse strukturændringer, og de borgerlige er åbenbart parate til at tage beslutningen! Det ville kunne medføre en betydeligt mere rationel skolestruktur i Frederikssund kommune.

Men, det er især inden for beskæftigelsesområdet at forslaget henter sin financiering. Arkitekterne bag forslaget har sat sig godt og grundigt ind i lovgivning, tendenser og strukturer inden for dette område, og mener at kunne hente rationaliseringer på knapt 20 millioner kroner om året.

Som nævnt et par gange: jeg mener der er tale om et meget stærkt og gennemarbejdet forslag, der pludseligt har gjort budgetprocessen i Frederikssund mange gange mere interessant. Spørgsmålet er, om forslaget, eller dele af det, har politisk gang på jord. Der kan jeg godt komme i tvivl - især om skolestrukturen. Her skal de borgerlige kæmpe imod følelser hos S+SF - og en række valgløfter. Det ville være for flinkt at kalde det politisk uenighed: S+SF foretrækker tilsyneladende at de små skoler dør en langsom død, fremfor at tage den rationelle beslutning. Og, i forhold til Falkenborgskolen, ville det formentligt være for stort et nederlag at skulle erkende at det var den forkerte beslutning et meget lille flertal tog i 2009. Så, den del af forslaget vil jeg tro får en hård medfart.

De borgerlige skal også kæmpe imod det Socialdemokratiske mantra om "realiserbare og sikre" ændringer til budgettet. Det lyder naturligvis fornuftigt - og det er da også fornuftigt ikke at indregne meget usikre forslag. Men, hvis man ikke tager nogen chancer overhovedet, kan man være sikker på een ting: så får man heller ikke nogen penge hjem. 100 forslag der med 30% change giver en million: det er 30 millioner, hvis terningerne falder rigtigt ud. 10 forslag der med 90% sikkerhed giver 500.000 - det er kun 4.5 million. Dobbelt ærgerligt bliver det naturligvis når man indser at mange af forslagene på social- og ældreområdet faktisk er usikre.

Spørgsmålet er, om de borgerlige forhandlere har rygrad nok til at køre forslaget igennem som "take-it-or-leave-it", altså, at holde fast i at de vil have alle ændringer gennemført, hvis de skal lægge navn til et budgetforlig. Jeg synes faktisk de står stærkt i forhold til en sådan situation. Det eneste upopulære element er formentlig det med ændringer i biblioteksbetjeningen. Det er et meget lille punkt at angribe for S+SF, hvis S+SF så til gengæld skal påtage sig f.eks. at tage ansvar for timetalsreduceringen alene.

Det bliver meget spændende at finde ud af hvad forhandlingerne ender med. Hvis der kan opnås enighed blandt de borgerlige og S+SF, udsendes der formentlig et budgetforlig i de nærmeste dage. Hvis ikke, så kommer S+SF til at stå med f.eks. ansvaret for timetalsreduktionerne helt alene. Det ville da være en interessant situation.

P.S. Her til morgen stod det så klart at der er blevet indgået et bredt forlig

.

 
<< Start < Prev 1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 Next > End >>

Page 1 of 22