| Budget 2007 |
|
|
|
| Wednesday, 11 October 2006 12:36 | |
|
Det er meget længe siden jeg har skrevet om et møde i Sammenlægningsudvalget, men naturligvis skal der skrives noget om vores budget. Det er desværre blevet en ret lang smøre, som også er blevet noget forsinket, da jeg ved en fejl ikke har fået publiceret denne tekst da jeg skrev den. Budget 2007 Som det formentlig er velkendt, indeholder budgettet store besparelser på alle områder. Særligt i fokus har været børneområdet, hvor især daginstitutioner samt SFO og klubber bliver ramt hårdt. Men, faktisk bliver der med det endelige budget sparet på alle områder, i nogenlunde samme grad. Der var nogle områder der måske havde håbet på at gå fri, men i det endelige budget bidrager alle - alle trækker på samme hammel. Besparelser på service mærkes næsten altid hårdt. Det går igen i samtlige høringssvar, at besparelserne vil give store problemer i hverdagen. Lige fra stigende stress hos personalet, til understimulering af og manglende udvikling hos vores børn, til en forventning om en øget grad af magtanvendelse over for demente ældre, osv. Ingen ønsker de her besparelser, endskønt man på en række områder tager dem til efterretning. Besparelserne er uønskede, men, besparelserne er nødvendige. Ved begyndelsen af budgetforhandlingerne i Ny Frederikssund kommune, stod det klart, at Ny Frederikssund dels bliver ramt hårdt af diverse reformer, dels at der i de fire gamle kommuner, under et, igennem de sidste 6-7 år, har været vedtaget budgetter, der ikke har været i balance. Man kan diskutere hvor meget ude af balance budgetterne har været, men hvis man har en forventning om at anlæg på langt sigt skal finansieres af skatteindtægter, kan man sige at der under et har været et overforbrug på det skattefinancierede område på gennemsnitlig 66 millioner kroner om året i perioden. Dertil kommer de økonomiske konsekvenser af diverse reformer, som den maksimalt tilladte skatteforhøjelse på 0.8% slet ikke rækker til at dække. Hvis man blot forsatte med uforandrede budgetter (dvs. harmoniserede på et vægtet gennemsnit), ville kommunen i starten af 2008 blive sat under administration af Indenrigsministeriet. Med overvejende sandsynlighed ville det have medført nedskæringer der er endnu mere omfattende end dem vi nu kommer til at opleve. Det er klart at en sådan situation er uholdbar. Der har været brug for en løsning af kommunens økonomiske problem, og uanset hvor fantasiløst man kan synes det er, har vi ikke kunnet undgå besparelser. Budgettet indeholder besparelser på servicen på næsten 40 millioner kr. i 2007 og på næsten 80 millioner kroner i 2008. Der har været meget fokus på besparelserne på Opvækst- og Uddannelsesområdet og dette område står da også for ca. 45-50% af besparelserne i henholdsvis 2007 og 2008. Det kan synes af meget, men skal ses i sammenhæng med at området står for omkring 40% af kommunens udgifter, og at store dele af de andre områder indeholder udgifter til diverse overførsler, mv, som man simpelhen ikke kan komme uden om, men er pligtig til at udbetale. Når Opvækst- og Uddannelse står for 45-50% af besparelserne, ligger der jo også det i det, at resten af områderne faktisk bidrager med 55-50%. Jeg nævner i flæng, f.eks. på Social- og ældreområdet: stigende madpriser, mindre rengøring, lukning af plejehjemspladser, reduceret normering på dagaktiviteter, rammebesparelser på væresteder, osv, osv. Fra 1. behandlingen af budgettet til 2. behandlingen, er der efter min opfattelse kommet mere balance i besparelserne, forstået på den måde at alle områder nu bidrager næsten ligeligt. I forhold til børnene er det siden 1. behandlingen af budgettet lykkedes at fjerne det forslag der lå om reduktion af åbningstiden. Det er en lille lap på et stort hul, men centralt for dem besparelsen ville have ramt hårdest og centralt i en pendlerkommune som Ny Frederikssund. Generelt er det lykkedes at nå til enighed om en aftale der indebærer at de indefrosne overskud fra 2005 bliver tilbageført til institutionerne over en årrække. Det vil forhåbenligt betyde at institutionerne igen kan handle rationelt med hensyn til deres økonomi. Men, langt størstedelen af besparelserne er naturligvis tilbage. Fremadrettet har vi politikere en opgave der handler om at gøre mere med mindre. Vi skal rationalisere vores drift, især på de områder der ikke er borgernære. Vi skal skabe det overskud i kommunen der gør os i stand til at udvikle kommunen og få god service på de centrale borgernære områder. Det har desværre nok lange udsigter, men jeg er overbevist om at det kan lade sig gøre. Som småbørnsforælder og medlem af Opvækst- og Uddannelsesudvalget vil jeg i første omgang, forsøge at få lettet det administrative arbejde i daginstitutionerne. Vi skal have frigjort ledelsestimer, rapporteringstimer, skemaudfyldelsestimer, osv, osv, og have muliggjort at pædagogerne har mere tid til vores børn, og bruger mindre tid på at dokumentere og blive kontrolleret. Vi skal også have en grundig debat om skolestrukturen i vores kommune, både ud fra en økonomisk vinkel, men så sandelig også ud fra en faglig. På det administrative område, skal vi have kigget hårdt på specialiseringer og rationaliseringer. Vi skal have effektiviseret vores arbejdsgange, og sikre at vi får så meget som vi kan for vores penge. På f.eks. det tekniske område skal vi have diskuteret nye strukturer, og særligt for dette område er der nogle muligheder omkring udlicitering som vi skal have analyseret. Afslutningsvist mener jeg også vi skal have undersøgt "om der er noget galt med reformerne". Altså, hvad er det f.eks. der gør at Frederiksværk/Hundesteds budget nærmest ligner en gavebod, når vores er nedskæring på nedskæring? Bliver vi urimeligt hårdt ramt af f.eks. udligningsreformen? Er prioriteringerne væsentligt forskellige? Eller er de simpelthen bare mere effektive end os til at drive en kommune? Det er spørgsmål der savner svar, som jeg håber at vi politikere sammen kan finde og lære af. For vi skylder borgerne i Frederikssund en godt drevet kommune med en ordentlig service. Med dette budget har vi skabt det nødvendige økonomiske fundament for at kunne gå i gang med denne opgave. Det er min overbevisning, at det fra nu af kun kan gå fremad.
|



