En ny fjordforbindelse Frederikssund-Hornsherred PDF Print E-mail
Tuesday, 17 May 2005 22:59
Trafikbelastningen over den eksisterende bro imellem Frederikssund og Hornsherred (Kronprins Frederiks Bro) er højere end på Øresundsbroen. Broen er en klapbro, med et spor i hver retning og 60 kilometers hastighedsbegrænsning, samt tilkørselsvej ind igennem det nordlige Frederikssund. Det er simpelthen ikke holdbart, og der bør bygges en ny forbindelse.
I gennemsnit passerer 18600 biler broen i døgnet (ÅDT 2004). Det er mere end Øresundsbroen (ca. 11000 ÅDT) og i sammenligning med Storebæltsbroens 24000 er det rimeligt oplagt at Konprins Frederiks Bro er en stærkt trafikeret bro.

Broen er en flaskehals. Ikke alene fordi broen kun har et spor i hver retning og i øvrigt er en klapbro, men også fordi tilkørselsvejene til broen fra øst, går igennem det nordlige Frederikssund. Disse tilkørselsveje indeholder en del lyskryds og rundkørsler, for at tillade den lokale trafik at passere fra nord til syd og omvendt. I kraft af at bilerne holder i kø op til flere kilometer for at passere broen, vil det også ofte være umuligt for den lokale trafik at passere på nord-syd (eller omvendt). Det er uholdbart og udover at trafikken sinkes, må man også spørge sig selv om det er rimeligt at lede så meget trafik igennem et byområde.

Man kan læse mere om trafikken over broen blandt andet på foreningen "En bedre Fjordforbindelse"'s hjemmeside. De forklarer blandt andet om problemer med tilkørslen til broen.

Frederiksborg Amts side om vejnet beskrives de trafikale problemer yderligere, blandt andet med omtale af problemer med at afvikle den lokale trafik. Amtet har desuden udskrevet en ide konkurrence om hvordan en ny forbindelse kunne etableres, og den indeholder også en beskrivelse af trafikken i området. Hvis man ønsker at sammenligne med trafik på landsplan, kan vejdirektoratets side om trafikken på centrale vejstrækninger være en hjælp.

Et diskussionsområde har været hvorledes broen skal finansieres. Jeg har ikke nogen principielle problemer med at broen bygges i samarbejde med private, men jeg er modstander af brugerbetaling på trafikal infrastruktur af denne type, fordi jeg mener at det skaber kunstige skel imellem de områder man jo netop forsøger at binde sammen ved at bygge en bro. Brugerbetaling vil heldigvis nok ikke komme på tale, fordi Kronprins Frederiks bro vil vedblive med at være gratis, hvilket vil gøre det vanskeligt at opkræve et beløb på en ny forbindelse.